Anmeldelse – Information

Hvad fuck er der galt med mig, siden jeg bliver ved med det her?’

’Heroin’ på teater Får 302 er blevet en dunkende teaterforestilling om at være besat af sex og afhængigheden af den destruktive kærlighed. Med skuespillerne Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen i stærkt spil rundt om madrassen.

– Er du stadig i cølibat?

– Ja.

– Skal vi knalde?

– Ja.

Sådan lyder den omvendte logik i teaterstykket Heroin på Får 302. For her handler alt om sex. Manden opsøger kvinden, der godt vil være sammen med ham. Eller vil hun? Og hvorfor forlader han hende så hele tiden?

De psykologiske dilemmaer hober sig op i denne hudløse teaterforestilling om to unge i 20’erne eller 30’erne. De to unge magnetiseres af hinanden, og de bliver afhængige af deres mere og mere paniske sex. Men de
bliver også destruktive for hinanden. Som kvinden desperat råber ud i luften: ’Hvad fuck er der galt med mig, siden jeg bliver ved med det her?’

Det er dramatikeren Magnus Iuel Berg (født 1985), der har skrevet denne centrifugetekst, der handler om den besættelse, som et parforhold kan være, og som kan gøre begge parter psykisk sprøde – eller direkte syge. I
Heroin bliver de to unge afhængige af hinandens kroppe, som var de narko. Og samtidig trues deres forhold hele tiden af sidespring og frygten for at gå glip af andre kroppe og endnu mere besættende sex.

Magnus Iuel Berg har tidligere blandt andet skrevet raveforestillingen Berghain (2021) og PTSD-veteranforestillingen I støvet fra regnen (2018) – og mindreværdsforestillingen Finn og de 5 fajl (2019). Hans dialog er intens og mundret. Han bygger fint dramaet op i abrupte scener, så der pustes røgslør ind over plottet – akkurat som det symbolsk genspejles i Sebastian Justs lysdesign, der også anvender mørket og dets tvetydighed som vigtigste medspiller mellem pink spots og diskoteksblinkende neonrør.

Den lille, sortmalede scene på Får 302 matcher desuden fint stykkets enkelhed. Scenografien består nødtørftigt af papstykker for vinduerne, og et lametta gardin udgør bagvæggen for den madras, der er det eneste vigtige møbel i deres liv sammen. Indledt af det ydmyge sted for deres første møde, nemlig uden for et larmende diskotek med tændte smøger og hidsige hormoner i gadelampens skær.

Går i loop

Instruktøren Johan Sarauw har fået skuespillerne til at spille
med overbevisende filmisk realisme. De taler med en naturlighed, som om vi var med helt inde i deres soveværelse. Og de spiller, at de dyrker sex med hinanden så ihærdigt og insisterende, at vi som tilskuere næsten vænner os til at være med på en kigger. Dramaturgisk bygger forestillingen op til klare brud mellem scenerne. Uanset, hvor meget instruktionen prøver at variere udtrykket, så ender forestillingen dog med at gå i loop. Afhængighedsforholdet står i stampe. Og forestillingen burde nok være skåret 20 minutter.

Men de to unge skuespillere står skarpt fra først til sidst. Sophie Gunilla Larsen rammer alle skønne klicheer som festklar blondine, når hun står og pulser på sin cigaret med hårdkogt selvsikkerhed. Dominansen krakelerer dog hurtigt og forvandler sig til blidhed. Hun kan se på sin kæreste med det mest omsorgsfulde blik, så man vitterlig tror på, at hun er hans for evigt.

Men et øjeblik senere skifter hendes blik fokus til ’uendeligt’, og så kan man fra det ene sekund til det andet se, hvordan hun falder fra hinanden.

Luiz Wilhelm Karlsen vækker nysgerrigheden med sit overdrevne scoreudtryk. Men han afslører hurtigt, at han er besat af en afhængighed, som gør hans vilje diffus – og som skaber en svedig rus og en indre skælven hos ham, som virker skræmmende. ’Jeg er ikke nogen længere’, siger han bange. Her er vitterlig en mand, der bliver offer for sine egne drifter. Eller som kvinden uroligt siger til ham: ’Du sover ikke. Du kan ikke sidde stille. Du fucking selvmedicinerer helt vildt! Snakker du med en psykolog?’

Psykisk nøgenhed

Lydligt fletter deres musikalske stemmer sig flot ind mellem hinanden. Og deres kroppe slynger sig højlydt og hidsigt i diverse sexstillinger i halvmørket. Deres sex er ret eksplicit skildret – med intimitetskoordinatoren Julie Gaarskjær som koreograf – men scenerne har samtidig en overbevisende tåget desperation over sig i halvmørket.

Det er desuden et fint valg, at skuespillerne beholder tøjet på. For deres egentlige nøgenhed ligger alene i den kropslige nærhed og fortrolighed, som ingen af dem egentlig kan tåle. Samtidig sitrer Anton Sørensens sansepirrende og intuive lyddesign neden under forestillingen som en nærmest skizofren musik, hvor gadestøj og musikstrofer blandes skødesløst i en dirren af utryghed.

Heroin er intenst teater med høj puls – om at være ung og leve livet på kanten. Den taler perfekt ind i debatten om unges angst og de manglende tilbud fra psykiatrien.

Alligevel kommer stykkets mest indlysende replik ikke fra de to unge selv, men fra stykkets bekymrede ’svigerfar’. For kvinden fortæller sin kæreste, at hendes far mener, at de to er ’som heroin for hinanden’.

Det har han tydeligvis ret i. Det er sådan, det er.

’Heroin’. Tekst: Magnus Iuel Berg. Instruktion: Johan Sarauw. Lysdesigner: Sebastian Just. Lyddesigner: Anton Sørensen. Intimitetskoordinator: Julie Gaarskjær. Teater Får 302 i Toldbodgade ved Nyhavn. Til 19. november 2022.